Tilbage

Om Original-1 kortene

De danske matrikelkort var, indtil for nylig, rent administrativt delt i fire forskellige områder af landet: København, Frederiksberg, Sønderjylland, samt resten af Danmark (sådan som det så ud mellem år 1864-1920). Den sidste del blev matrikuleret i perioden 1806-22.

Kortene fra denne matrikulering, også kaldet Original-1 (O1), er en meget vigtig kilde, som indeholder spændende oplysninger om landskabet før de store dræningsprojekter og det moderne landbrug tog til. Original-1 kortets oplysninger handler primært om ejerskab og jordens kvalitet, da de blev lavet med henblik på beskatning af de dyrkede områder. Men selvom beskatning var fokus for Original-1 kortene, finder vi alligevel andre elementer indtegning – f.eks. gravhøje. På grund af deres fremtrædende beliggenhed højt i landskabet er mange gravhøje indtegnet på kortene, da de sammen med kirker og andre synlige landskabselementer har fungeret som gode sigtepunkter, når landmålingen blev udført.

Til vores store held er kortene tegnet før mange gravhøje blev sløjfet og pløjet væk under dyrkning, og man kan derved være heldig at finde gravhøje på kortene som i dag er helt ukendte. Men samtidig, er det også vigtigt at tage højde for, at gravhøjene ikke har været et nødvendigt element, under opmålingen. Man kan derfor samtidig ikke forvente en fuldstændighed når det kommer til gravhøjene - det har ganske enkelt ikke været formålet. F.eks. har gravhøje i skove ikke haft praktisk betydning for opmålingen og er derfor ikke nødvendigvis blevet prioriteret på de enkelte kort.

Original-1

Original-1 kortene repræsenterer knap 10.000 såkaldte ”ø-kort” over matrikelopdelingen – adskilt for land og by (købstad). Ø-kort er en betegnelse for en række kort, eksempelvis matrikelkort, hvor det gengivne kort ikke når helt ud til rammen – det kan derfor beskrives som kort, der ligger i en ”ø i et hav”. Men fordi vi har med ”ø-kort” at gøre, skaber det en problematik, da kortene ikke umiddelbart kan sættes sammen til ét sammenhængende kort, og samtidig er orienteringen og grænserne varierende fra kort til kort.

Original-1 kortene blev udarbejdet i årene ca. 1806-1860 og matrikeldelen indeholder primært den matrikulære situation – dvs. ejendomsgrænser, matrikelnumre og matrikulære veje. Den indeholder desuden også topografiske elementer som bygninger, ager, eng, skov, hede, høje, osv. Endeligt ser man også, at der er fin navngivning af brugerne af jorden, og i nogle tilfælde også selve agernavnet. Målestoksforholdet for matrikelkortene blev fastsat til 1:4000.

Arbejdet med at opdele og kortlægge landet i matrikler startede i årene 1806-1822 afhængigt af, hvor i landet man befandt sig. Til matrikelkortene brugte man først og fremmest de allerede eksisterende kort (fx Ældste Originaler). Processen foregik således, at matrikelmyndigheden indsamlede alle kort, der kunne være relevante, kopierede dem og herefter brugte de kopierne som grundlaget for den endelige udfærdigelse af matrikelkortene. På baggrund af dette, er det derfor muligt at ét matrikelkort sagtens kan være sammensat af flere forskellige kort, der rummer forskellige historier. Normalt dækker et matrikelkort over et ejerlav, hvilket i reglen vil sige en landsby. Indimellem forekommer det dog også, at der kan være tale om en hovedgård eller anden dyrkningsenhed.

Original-1 kortene over købstæderne blev udarbejdet ca. 1863-1880. Kortene dækker bygrundene i købstæderne i Danmark, dog med undtagelse af Slesvig, København og Frederiksberg. Kortene over byerne er udarbejdet mere detaljeret - i målestoksforhold 1:800. Disse viser matrikelinddelingen med matrikelnumre, matrikelnumre som ofte svarer til nummereringen i folketællingerne fra 1870 og senere.

Matriklen afløste grundtaksterne, dog primært med hensyn til ejendomsregistreringen – ikke i henhold til beskatningen. Matriklen danner herefter baggrunden for det der kaldes for tinglysningen. Kortene blev lavet ved nymålinger, købstad for købstad – og hver gang et nyt landdistrikt blev indlemmet under bygrundene, blev nye matrikelkort lavet hertil. Kortene blev ved denne matrikulering lavet i to eksemplarer. Det ene ligger urørt (under Original-1), mens det andet blev brugt til matrikulær ajourføring (kaldet Original-2).